Selfspace appen i brug

Udgivet af Michael d. 10/1/2023

Selfspace er en ny banebrydende app, der tilbyder professionel psykologisk selvterapi - altså terapi, du kan tage hjemmefra når det passer dig. Uden kontakt til andre mennesker. 

Appen er udviklet af et dansk team af blandt andre erfarne psykologer med det formål at afhjælpe stress, angst, søvnløshed, eksamensangst og mange andre psykiske udfordringer på en let tilgængelig og brugervenlig måde.

Vi er begejstrede for at lancere Selfspace og endelig bringe professionel psykologisk selvterapi til Danmark,” udtaler psykolog og specialist i terapi Katrine Hermannsen, der også er CEO i Selfspace, og fortsætter:

Det her er nemlig vores bud på, hvordan digitale løsninger kan være med til at løse den mentale krise, vi står i. Ved at lade folk tage online selvhjælpsforløb, kan de nemlig få hjælp nemt og hurtigt og til en pris der ligger langt under psykologers normale timetakster.

Et solidt fagligt grundlag

Indholdet i appen bygger især på kognitiv adfærdsterapi, metakognitiv terapi, compassion fokuseret terapi og andre evidensbaserede metoder inden for psykologien.

Forløbene varierer i længde og intensitet så nogle kan tages over fx en uge og andre tager op til otte uger at gennemføre afhængig af kompleksiteten i den pågældende psykologiske problemstilling. Forløbene består alle af terapeutiske læringsvideoer, hjælpsomme refleksionsøvelser, daglige lytteøvelser, teoretisk læsestof og skræddersyede surveys.

En løsning, der faktisk virker

De seneste 20 år har digital psykologhjælp været et anerkendt forskningsområde, og flere forskere har undersøgt effekten af online selvterapi-programmer for forskellige psykiske problemstillinger. Forskningen peger på, at effekten af programmerne er god, og at online programmer til eksempelvis stress, angst og depression faktisk kan være lige så virkningsfulde, som medicin og/eller almindelig 1:1 psykologbehandling som fx samtaleterapi.

Derfor er vi også overbeviste om, at vores app kommer til at blive et kraftfuldt redskab til at fremme den mentale sundhed og generelle trivsel i vores samfund.