Udgivet af Michael d. 2/16/2023
Lev stærkere uden stress
Stress er en følgesvend i manges hverdag. Uanset om du er studerende, erhvervsdrivende eller pensionist, er det svært at undgå stress i en verden, hvor tempoet stiger, kravene øges, og forventningerne bliver højere. Danske studier viser faktisk at op mod 29% af alle danskere oplever at være stressede.
Det er alvorligt, fordi stress kan føre til en række fysiske og mentale symptomer, såsom hovedpine, muskelspændinger, øget blodtryk, søvnløshed, angst og depression. Men stress kan også påvirke vores generelle livskvalitet, fordi stress går ind og påvirker vores evne til at nyde de ting, vi tidligere har holdt af.
Derfor er det vigtigt at få en bedre forståelse af, hvad stress er, hvordan det påvirker kroppen, og hvordan man kan håndtere det.
Hvad er stress egentlig?
Stress er kroppens reaktion på en følelsesmæssig eller mental belastning. Når vi udsættes for stressende situationer, aktiverer kroppen et "kamp- eller flugt"- respons og frigiver hormonet kortisol, der hjælper os med at reagere på trusler og udfordringer.
Stress er altså en naturlig reaktion på udfordringer og krav i vores liv, men når stress bliver kronisk, kan det have alvorlige konsekvenser for vores mentale sundhed. En af de mest alvorlige konsekvenser af kronisk stress er, at det kan føre til depression og angst.
Mange der lider af depression, har førhen oplevet stress i deres liv. Samtidig har stress også vist sig at være en risikofaktor for søvnløshed og andre søvnproblemer, hvilket kan føre til yderligere mentale og fysiske problemer.
Hvorfor får så mange mennesker stress?
Stress opstår overordnet set, når man oplever, at omgivelsernes (eller ens egne) krav og forventninger overstiger de ressourcer, man har til rådighed. Når man bliver stresset, handler det altså om en ubalance mellem det, man føler, man bør kunne, og det man føler, man rent faktisk kan.
Stress kan for eksempel opstå på grund af et stort arbejdspres med stigende krav til tempo og omstillingsparathed eller kan opstå pga. et dårligt arbejdsmiljø på ens arbejdsplads. Men stress kan også opstå som følge af personlige livsbegivenheder som for eksempel skilsmisse, dødsfald eller konflikter i familien.
En anden og lidt mere overset årsag til stress kan være et stort socialt pres. Sociale sammenkomster, fester og arrangementer kan være en kilde til både glæde og stress. For hvis man for eksempel føler sig presset til at præstere godt socialt eller til at opfylde andres forventninger, kan det være en stressfaktor, som kan være svær at slippe ud af.
Håndtering af stress
Heldigvis findes der mange ting, man selv kan gøre for at reducere stress. Nogle af de ting man selv kan være opmærksom på er:
Rolig bevægelse
Regelmæssig lav-intensitetsbevægelse såsom svømning, gåture eller yoga har vist sig at kunne reducere stressniveauet. Hvis du opholder dig i naturen, kan det endda øge effekten.
Afslapningsteknikker
Teknikker som meditation og vejrtrækningsøvelser kan hjælpe med at bringe ro og afslapning til krop og sind.
Sund kost
En sund og balanceret kost kan hjælpe med at styrke vores krop og modstandsdygtighed over for stress.
Søvn
Søvn er afgørende for vores mentale og fysiske velvære. Når man sover, giver man kroppen mulighed for at restituere og genopbygge de fysiske og mentale ressourcer, som er blevet brugt i løbet af dagen. Derfor er det vigtigt at opretholde en god søvnvaner og sørge for at få nok søvn hver nat.
Selvom der er meget man selv kan gøre for at reducere stress i dagligdagen, så kan det ofte være nødvendigt at søge professionel hjælp til at tackle stress. Ved at tage ansvar for ens egen mentale sundhed i god tid, kan man ofte undgå nogle af de mere alvorlige konsekvenser af stress.
I stedet for kun at fokusere på at reducere symptomerne af stress, kan det nemlig være vigtigt at identificere og tackle de underliggende årsager, der er til at man har udviklet stress i første omgang.
Hvis du oplever stress, kan det være en god idé at tale med din læge eller en psykolog om det, eller du kan tage vores online selvterapi forløb om stress og tankemylder, hvor du skridt for skridt får mulighed for at få arbejdet med din stress på en effektiv og let tilgængelig måde.