Udgivet af Michael d. 2/7/2023
Psykologisk selvterapi er effektivt
De seneste år har digitale løsninger vundet frem og online møder er blevet en del af en almindelig arbejdsdag for mange mennsker. Den udvikling ser vi også inden for psykologien, hvor mange er begyndt at få øjnene op for, at psykologisk hjælp kan foregå på andre måder end den traditionelle terapi.
Flere steder i verden er online selvterapiforløb mere og mere udbredt, som en ny måde at arbejde med sig selv på psykologisk. Online selvterapi består af tilrettelagte forløb, som man kan tage på egen hånd og som har fokus på forskellige psykologiske problemstillinger. Forløbene består typisk af en række online sessioner, hvor man på video eller tekst bliver præsenteret for noget viden og nogle øvelser man skal lave.
De seneste 20 år har digital psykologhjælp været et anerkendt forskningsområde, og flere forskere fra både Danmark og udlandet herunder Sverige, England og Australien har undersøgt effekten af online selvterapi programmer for forskellige psykiske problemstillinger. Forskningen peger på at effekten af programmerne overordnet set er god og at online programmer for stress, angst og depression faktisk kan være ligeså virkningsfulde, som terapi ansigt til ansigt.
En fleksibel måde at få hjælp på
Online selvterapi er en langt mere fleksibel måde at få hjælp på, hvor man undgår ventetider, og hvor man med bare få klik kan komme i gang og få hjælp så snart ønsket og behovet opstår. Man får mulighed for at arbejde med sig selv i det tempo der passer en, og man får mulighed for at få hjælpen hjemmefra, som kan gøre det nemmere at passe det ind i en travl hverdag.
For nogen kan en online løsning være oplagt, fordi fysiske eller psykiske udfordringer gør det svært at forlade hjemmet. For andre kan økonomi, geografiske forhold eller en frygt for stigmatisering være en barriere i forhold til at opsøge psykologhjælp face-to-face. Selvom der er mere åbenhed omkring det at have psykiske problemer nu end førhen, så kan det stadigvæk for nogen være forbundet med tabu at søge hjælp.
Online selvterapi kan i nogle tilfælde være med til at bryde nogle af de barrierer ned, fordi metoden er forbundet med færre udgifter, begrænset transporttid, muligheden for at få hjælp anonymt og og en større fleksibilitet i forhold til tid og sted.
Det første skridt
Selvom online selvterapi har vist sig at have en god effekt på mange, er det ikke nødvendigvis for alle. Der er endnu ikke nok forskning der viser, om selvterapi også kan være hjælpsomt, hvis man har tungere psykiske problemer som fx skizofreni og bipolare lidelser, eller hvis man er selvmordstruet og er i akut krise. I de tilfælde anbefales det stadigvæk, at man søger behandling i psykiatrien eller hos andre relevante fagpersoner.
Vi ved også at det er vigtigt for effekten af online selvterapi, at man gennemfører det forløb man tager, og at man udfører de øvelser, man bliver præsenteret for undervejs. Så for at få den fulde effekt er det vigtigt, at man er et sted i sit liv, hvor man er i stand til at holde sig selv til ilden.
Online selvterapi erstatter altså ikke behovet for traditionel psykologhjælp, men kan være et første skridt i retning af at få hjælp for nogen, og det kan det være med til at forebygge og sikre at problemerne ikke vokser sig for store.
Ændrer måden vi ser mental sundhed på
Hos Selfspace tror vi på, at selvterapi kan være med til at ændre måden vi ser på mental sundhed på. Vi ved hvor store omkostninger det har for personer der mistrives mentalt, og vi ønsker at være med til at gøre professionel psykologisk hjælp lettere tilgængeligt for alle. Vi mener, at vi skal væk fra at se mentale udfordringer som noget unormalt, og som noget man først skal tage sig af, når man får stillet en diagnose, men at vi i stedet for skal begynde at se mental trivsel, som noget man løbende skal arbejde på.
For måske er det urealistisk at gå igennem et helt liv med op og nedture, uden at det også vil påvirke ens mentale trivsel i perioder. Men med et øget fokus på at tage tingene i opløbet, kan man selv tage mere kontrol over sit eget liv og lære sig selv så godt at kende, at man bedre kan håndtere det, når nedturene opstår.